NORA anbefaler…
Følg NORA på facebook for at få vores seneste anbefalinger om regionale nyheder og arrangementerIldsjæle til distriktsudvikling
I forbindelse med årsmødet i Balestrand besøgte NORAs komité og sekretariat Distriktssenteret på Fosshaugane Campus, der ligger i Sogndal i Sogn og Fjordane, Norge.
Afdelingsleder for Distriktssenteret i Sogndal, Steinar Fredheim, fortalte NORA-delegationen om Distriktssenteret, hvis fulde navn egentlig er Kompetansesenter for distriktsutvikling. Her samarbejder man med forskere, forvaltningsorganer, udviklingsaktører og ildsjæle for at indsamle og formidle viden og erfaringer om udvikling af lokalsamfund i de norske distrikter. På den baggrund rådgiver centret de norske myndigheder og politikere – såvel lokale som nationale.
Steinar Fredheim fortalte også om en helt ny rapport om succesfulde distriktskommuner, der er blevet lavet af Telemarksforskning på foranledning af Distriktssenteret. Rapporten viser blandt andet, at der ikke findes en direkte sammenhæng mellem en kommunes økonomiske ressourcer og dens evne til at tiltrække virksomheder og tilflyttere. Dette er meget interessant for NORAs arbejde, der også er at skabe udvikling i tyndtbefolkede landdistrikter langt fra store byer.
I stedet for penge handler det om at give ildsjæle de bedst mulige betingelser for at udvikle deres ideer og projekter til glæde for lokalsamfundet. Derfor er det vigtigt at udforme politik, der kan stimulere ildsjæles initiativer for solid lokaludvikling. Det kræver et godt samarbejde mellem kommunen og den private sektor.
Solid lokaludvikling
Et eksempel på meget positiv og solid udvikling for et lokalsamfund oplevede NORA-delegationen på Fosshaugane Campus, hvor Distriktssenteret sammen med flere andre har til huse. Fosshaugane Campus er foruden at være hjemmebane for det lokale fodboldhold, Sogndal Fotball, også et spillevende miljø, hvor mange mennesker har deres daglige gang. På Fosshaugane Campus finder man nemlig et forsknings- og uddannelsescenter, et idræts- og sundhedscenter foruden en del virksomheder, der har til huse på campus.
NORA-delegationens omviser på campus, Rasmus Mo, fortalte, at på kun syv år har Fosshaugane Campus fået 700 idrætsstuderende. Man regner med, at der i 2015 vil være over 1000 studerende. Ifølge Rasmus Mo handler den succesfulde udvikling om inklusion af hele samfundet. ”Her må alle være med, og alle har adgang til campus”, sagde han.
NORAs nyvalgte formand, Jákup Mørkøre, var meget imponeret over den lokale driftighed i Sogndalsfjøra. ”Det var meget inspirerende at høre om Distriktssenterets arbejde og udviklingen omkring Fosshaugane Campus. Jeg synes, at der er flere elementer herfra, som vi kan bruge i udviklingen af hele NORA-regionen. Den entusiasme og drivkraft, vi har mødt her, er utrolig. I globaliseringens tidsalder risikerer vi, at den lokale drivkraft forsvinder, hvis ikke den stimuleres, for det er jo netop den, vi har brug for til at kunne udvikle vores tyndtbefolkede områder, ” sagde Jákup Mørkøre.
