Følg NORA på facebook for at få vores seneste anbefalinger om regionale nyheder og arrangementer 

Hovedside  » 

Grønland er det nye globale brændpunkt

Læs her interview med journalisten Naimah Hussain. Hun er dansker med pakistanske rødder og bosat i Grønland på tredje år. En stor interesse for verden og jagten på den gode historie har bragt hende til verdens brændpunkter – og med den nuværende geopolitiske situation er det altså ved at blive varmt i Grønland.

Naimah Hussain har arbejdet med journalistik siden 2007, hvor hun startede i gravergruppen på DR Dokumentar. Her lavede hun kritiske og afslørende indslag om bl.a. sort arbejde blandt asylansøgere og betænkelige forhold i medicinalindustrien. Siden har det journalistiske arbejde bragt hende rundt i verden, særligt til Mellemøsten, hvor hun har boet og arbejdet i Ramallah på Vestbredden.

For snart tre år siden rykkede hun nordpå og har dækket Grønlands samfundsudvikling i lyset af de nye potentielle rigdomme, undergrunden frister med.

Magtkampene og konflikterne i Mellemøsten er således skiftet ud med arktisk storpolitik.

Den snørklede vej fra Ramallah til Nuuk

Det kan umiddelbart undre, hvordan en dansk journalist får sig bevæget først til Ramallah og sidenhen Nuuk, men for Naimah Hussain er det egentligt meget naturligt, da hun er drevet af journalistisk nysgerrighed og ønsket om at være i centrum for begivenhedernes gang:

“Det har ikke været en lige vej fra Vestbredden til Grønland, og jeg har lavet meget forskelligt indimellem. Men jeg kan alligevel godt se en sammenhæng. Jeg er drevet af en stor interesse for verden og en lyst til at være der hvor det sker – og nu sker det i Grønland”, forklarer Naimah Hussain, da NORA snakker med hende i telefonen.

”I lang tid har Mellemøsten været i fokus og været et af verdens største brændpunkter. Nu er der sket et geopolitisk skift, der gør at Arktis og dermed også Grønland bliver mere og mere globalt interessant”, fortæller hun.

Naimah Hussain kan bruge hendes erfaringer fra Palæstina i Grønland og ser flere fælles træk, selvom situationen og historien i de to lande er meget forskellige:

“Både Palæstina og Grønland er tydeligt præget af postkolonialistiske strukturer. Samfundet og selvforståelsen er bygget op omkring en ydre overmagt – en ydre ‘fjende’ – og det betyder at man nogle gange glemmer at kigge indad. Der bliver brugt mange kræfter på at kigge bagud på fortidens begivenheder. Det kan jeg sagtens forstå, men det er vigtigt også at kigge fremad”, fortæller Naimah Hussain, som netop derfor ser det som en styrke at komme udefra:

“Når man kommer udefra, er man i stand til at træde ud af de diskurser, der har hersket i mange år og på den måde få nogle nye og fremadskuende vinkler på nogle ting”, uddyber hun.

Naimah Hussain har boet i Nuuk siden januar 2011 og har her arbejdet for KNR, Nuuk TV og Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet).

Kritisk journalistik i Grønland

Siden august har Naimah Hussain været fastansat på Ilisimatusarfik, (Grønlands Universitet), hvor hun har undervist unge, kommende journalister. Særligt i at være kritiske. For som hun fortæller, så er der meget på spil i Grønland i øjeblikket, og det stiller store krav til den kritiske journalistik:

”Gigantiske firmaer og investorer med kæmpe power og penge bag sig, udviser hastigt stigende interesse for Grønland. Det skærper behovet for en vågen presse. Og derfor prøver jeg også at lære mine studerende at være kritiske”, fortæller Naimah Hussain, som selv søger at tage de kritiske briller på i sit arbejde.

Der er dog mange barrierer for den kritiske journalistik, da der er en meget lille presse, som skal løbe hurtigt og er under tidspres. Det tager nemlig tid at lave kritisk journalistik, forklarer hun. Og så er det også svært i et samfund, der er så lille, at alle kender alle. Derfor ser Naimah Hussain endnu en fordel i at komme udefra:

”Jeg har ikke på samme måde familie eller tætte venner og bekendte i magtens centrum. Jeg har ikke børn, der går i skole med politikernes børn. De tætte relationer kan nogle gange gøre det svært for de lokale journalister at være meget skrappe eller kritiskei deres journalistisk. Der er jeg som udefrakommende privilegeret.

Et eksempel er den nuværende debat, der kører om ophævelse af uranforbuddet. Her er den indenrigspolitiske debat meget opdelt og polariseret og både politikere og almindelige grønlændere er dybt uenige i to lejre.

”Det kræver kritisk, undersøgende journalistik at dække sådan en sag som urandebatten, og det er vigtigt at vi får uddannet vores fremtidige journalister til at være i stand til dette”, afslutter Naimah Hussain interviewet, da hun selv skal videre til det grønlandske Landstings (Inatsisartuts) førstebehandling af Landsstyrets (Naalakkersuisuts) forslag om at ophæve nultolerancepolitikken.

Naimah Hussain deltager på NORA REGION CONFERENCE 2013 ’Nordatlanten i medierne – Medierne i Nordatlanten’, hvor hun vil deltage i panelet omkring journalistisk habilitet i små samfund.

Læs meget mere om konferencen og tilmeld dig her


Print
 
leatherdyke.cc